Boeslunde Sogn ligger 8 km sydøst for Korsør By og 8 km nord for Skælskør By.

Boeslunde Sogn var/er en del af:
1662 – 1798: Vester Flakkebjerg Herred, Korsør Amt.
1799 – 1819: Vester Flakkebjerg Herred, Sorø Amt.

1819 – 1970: Slagelse Herred, Sorø Amt.
1970 – 2006: Skælskør Kommune, Vestsjællands Amt.
2007 – i dag: Slagelse Kommune, Region Sjælland.

Boeslunde:
Historiske kilder: 1231 Borslund, 1321 – 23 Borslunde.

Betydning: “Lunden ved kanten”.

Som også Saxo har beskrevet, slog Absalon og hans hærmænd de indtrængende venderne den 12. april 1158 ved Boeslunde. Mange vender faldt imens resten tog flugten til deres skibe, som de havde gemt i den nærliggende Apager Skov.

Fra år 1842 og frem, er der i Boeslunde fundet flere betydelige guldgenstande fra yngre bronzealder. De boeslundeske guldskatte er blevet fundet i form af seks skåle, seks armringe samt ca. 2000 små spiraler. De 2000 små guldspiraler menes at havde været indsyet, eller vævet ind, i hat og kappe tilhørende en meget fornem person.

Sognelandsby som har lagt navn til selve sognet. 

Sønderup
Historiske kilder: 1360 Synderop, 1606 Sønnderup søndre.

Betydning: “Den sydlige udflytterbebyggelse”

I Boeslunde Sogn er der kun en bebygggelse som i dag hedder noget med Sønderup, nemlig Sønderupsønder. Det efterstillende Sønder adskiller bynavnet fra Sønderupnørre.